Det var faktisk ikke meningen, men nu gør jeg det sgu. Holder åben have en eftermiddag, hvor haveinteresserede kan komme og besøge min lille kolonihave. Hvad kan man skabe på 3 år, når man er startet med ingenting – fra en bar muddermark uden hus? Man kan faktisk nå en del. Min have er langt fra “voksen” endnu. De fleste ting har slet ikke nået deres potentiale endnu.

Jeg har en slem uskik med at flytte rundt på mine planter. Mange af de stakkels planter har jo ikke fået tid og ro til at gro. Men hvis jeg ikke synes en placering eller farvekombination sidder lige i skabet, så bliver der flyttet rundt på ting. Den sidder stadig ikke lige i skabet og jeg har planer om flere flytninger. Men ikke nu. Nu får det lov til at stå, som det er – i hvert fald weekenden over.

Hvis du har lyst til at se min lille have på lørdag, så er adressen: HF Carl Nielsens Minde – have 181, som ligger på Syrenvej. Selve haveforeningen ligger på Gladsaxe Møllevej 75, 2860 Søborg. Der er mulighed for at parkere ved købmanden, hvor man kommer ind i haveforeningen, ved søen og oppe ved motorvejen. Der er lige langt eller kort til min have fra de tre parkeringsmuligheder. Der kan desværre ikke medbringes hunde. Vi elsker hunde og har selv en airedaleterrier, der dog i dagens anledning vil blive passet af en nabo.

Haven er kun på 365 m2. inkl. bygninger. Jeg har lavet mange små haverum, så haven virker lidt større – men, det er bare en bette have.

Jeg har fået lagt fliser og chausse-sten på havens hovedsti. Der går jo ikke, at eventuelle besøgende snubler rundt i halvfærdigt arbejde. Men nu er stien klar. Så hvis vejret arter sig, så burde der bare basis for en hyggelig eftermiddag. Jeg håber, at du har lyst til at komme forbi og kigge og få en lille have-snak. Have-snak er den bedste slags.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

... og få besked, når der er nyt på bloggen.

Du er nu tilmeldt!