For nogle uger siden faldt jeg over nedenstående billede i Ugebladet Hjemmet. Det er et foto af sofa-sove-briksen i mit kolonihavehus. Det fremgår af teksten, at den er bygget af gamle køkkenelementer. Det er den nu ikke. Det er en sofa-sove-briks, som jeg byggede for et par år siden af nye skuffe-elementer fra Ikea (serien Nordlig). Farven på væggen er en Dyrup-maling, der hedder S2020-B40G.

Den er super nem at lave. Elementerne sælges uden sokkel og topplade – og de dele skal man heller ikke bruge. Jeg har monteret to tynde lister på gulvet i stedet for en sokkel. Hvis man vil have, at møblet bliver højere, så lægger man bare nogle større lister, men som minimum skal der være en liste på cirka 1 centimeter, så skufferne kan køre ud og ind. Min briks er sammensat af 5 skuffeelementer, som er skruet sammen. Hvert element er 80 centimeter brede. Jeg ville gerne have briksen dybere end elementerne er, så derfor er de rykket ud fra væggen. For at give tilstrækkelig stabilitet og støtte bagtil, har jeg monteret lægter direkte på væggen, så toppladen har noget at støtte på. Hvis man gerne vil have briksen endnu bredere, kan man lave topdelen sådan, at man kan komme ned i det bagerste rum. Det har jeg ikke gjort, da pladsen her er beskeden.

På toppen har jeg brugt en almindelig finerplade. Min er 18 millimeter tyk. Jeg har stikkontakter monteret i hjørnerne til lamper, så derfor at pladen skåret rundt ind mod væggen.

Oven på pladen har jeg syet nogle hynder af skummadrasser, som jeg har fået skåret på mål i mit lokale skumhus i Lyngby. Man kan også vælge at bygge briksen, så den passer til målene på standard madrasser. I stedet for formsyet betræk kan også anvendes et almindeligt formsyet lagen. Det er kun fantasien, der sætter grænser.

Rigtig god arbejdslyst, hvis du skulle have fået lyst til at lave en briks.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

... og få besked, når der er nyt på bloggen.

Du er nu tilmeldt!